Stress kan påvirke dine chancer for graviditet

Forsøger du at blive gravid, men uden held? Så ved du, det både kan være stressende og frustrerende. Jo længere tid der går, jo værre bliver det og jo mere pres lægges der ligeledes på hele situationen. Forskning peger imidlertid på at netop stress kan øge produktionen af prolaktin. Prolaktin er et hormon der i visse tilfælde kan forstyrre din menstruationscyklus og dermed forhindre graviditet.

Forskningen er endnu ikke definitivt bevist, men under et amerikansk studie af en gruppe kvinder, som alle havde forsøgt at blive gravide i 1-10 år, endte 40 % af kvinderne med en vellykket graviditet. Dette skete som følge af en integrering af afslapningsøvelser og mindfulness i deres hverdag.

Meditér dig til en hurtigere graviditet

En god måde at finde indre ro og nærvær på, er gennem mindfulness. 
Mindfulness er de seneste år blevet et populært hjælpemiddel mod en stresset hverdag, hvor der gennem meditation og yoga søges der efter en dybere nærvær og tilstedeværelse i nuet. Hensigten er at finde klarhed omkring sine tanker og følelser. Det gør at man objektivt kan forholde sig til de udfordringer man stilles over for, og dermed håndtere sin adfærd og reaktion på en rolig og stressfri måde. På den måde holder man sig afslappet i stressede situationer, og bliver måske tilmed lidt gladere.
Forskning viser, som sagt, at stress kan modarbejde graviditet. Vi har derfor samlet 4 mindfulness øvelser til dig, så du kan slappe af og samtidig øge dine chancer for at blive gravid.

1. Mindfulness i det fri

En rask tur i det fri kan gøre underværker for dit stressede sind, og kan hjælpe dig med at finde ro og nærvær. Det er vigtigt, du giver turen din fulde opmærksomhed – så lad mobilen og andre forstyrrende elementer blive hjemme og lad dig i stedet føre af naturen og dine omgivelser.

Fokuser på lydene og farverne omkring dig. Lyt til bladenes raslen og vindens susen. Giv dig hen til himlens skiftende farver og solens glinsende stråler. Ånd dybt ind og mærk hvordan dit åndedræt bevæger sig helt ned i bunden af lungerne. Luk eventuelt øjnene et øjeblik og fornem alle sanserne omkring dig. Det er ikke vigtigt, hvordan du gør det, men blot at du er nærværende og opmærksom på din vej.

2. Find nærvær i din krop

Føler du stressen sidder i din krop som en kriblende og overvældende følelse? Så find nærvær med en bodyscanning. Du er garanteret stødt på denne øvelse før – formentlig i din skoletid efter en idrætstime med fuld fart. Du lægger dig godt til rette med lukkede øjne og slapper helt af i din krop. Du trækker vejret dybt ind, og mærker hvordan dit åndedræt bevæger sig ud i de forskellige dele af din krop. Du fokuserer langsomt på en kropsdel af gangen. Fra dine tæer, op gennem dine ben og din mave, ud i fingerspidserne og op ad dine arme, indtil du til sidst når til hals, kæbe og pande. På den måde får du slappet af i alle dele af din krop, og finder en næsten tindrende ro.
Er du i tvivl om hvordan du skal starte? Så findes der et væld af apps designet til formålet, som giver dig mulighed for at afprøve en guidet bodyscanning.

3. Hold fokus og slap af

Der har altid været meget snak om multitasking og hvordan man kan nå det hele på den halve tid, hvis blot man bruger både arme og ben til at løse sine opgaver. Det har imidlertid vist sig de seneste år, at multitasking ikke er så effektivt som ellers forudindtaget. Det skyldes at man ofte hverken bliver helt eller halvt færdig, og samtidig bliver stresset over den manglende fordybelse i sine opgaver. 
Der er i stedet kommet et øget fokus på det modsatrettede singletasking, hvor koncentrationen er fuldt ud rettet mod en enkelt opgave. Du kan øve dig på singletasking med selv de mindste hverdagsopgaver – så næste gang du støvsuger, vasker op eller lægger tøj sammen, så prøv udelukkende at fokusere på lyden af støvsugeren, følelsen af det varme opvaskevand mod dine hænder eller duften af det nyvaskede tøj. Glem alt andet og slap af.

4. Meditation på dine vilkår

Mindfulness handler om at finde ro og nærvær, så om du gør det stående, gående, liggende eller siddende, gør ingen forskel. Meditation foregår dog som oftest siddende i en form for skrædderstilling, populært kaldet lotusstilling. Her presser du tommel- og pegefinger mod hinanden, mens armene roligt hviler på knæene.

Stillingen er imidlertid ikke væsentlig. Det væsentlige er at fokusere på dit åndedræt og slappe af. 
Prøv at slippe dine tanker, som var de en ballon der stille svævede mod himlen. Det kan være en fordel at drømme dig væk til et smukt sted, som giver dig ro og gør dig glad. Forestil dig eksempelvis en smuk eng med vilde blomster der stille svajer i vinden, mens solen skinner fra en skyfri himmel. 
Det kan være svært at holde forstyrrende tanker og opgaver væk i begyndelsen, så vær sød mod dig selv og giv dig en chance for at prøve igen – det skal nok lykkes.

Kilder:
Sundhed.dk – Befrugtning
Forskning – Stress forringer chancen for at blive gravid