Overgangsalderen – Hvilke symptomer er tegn på overgangsalder, og kan du stadig blive gravid?

Overgangsalderen er en naturlig fase i livet for både mænd og kvinder, men det kan være en udfordrende tid med mange forskellige symptomer og følelsesmæssige forandringer. I dette blogindlæg vil vi nævne tegn på overgangsalderen hos både mænd og kvinder samt give dig nogle tips til, hvordan du bedst kan håndtere denne udfordrende fase i dit liv. Læs med her og få en forståelse for overgangsalderen, symptomerne på overgangsalderen og forskellen og ligheder mellem mænd og kvinders oplevelser i overgangsalderen.

Hvad er overgangsalder?

Overgangsalderen er naturlige livsovergange hos henholdsvis kvinder og mænd. Hos kvinder kaldes denne fase for menopausen, og hos mænd kaldes den for andropausen. Denne periode indebærer et fald i det dominerende kønshormon hos mænd (testosteron) og kvinder (østrogen), hvilket fører til bl.a. ophør af menstruationsperioder og tilhørende symptomer. Andropause er kendetegnet ved et gradvist fald i testosteronniveauet hos mænd og kan være ledsaget af forskellige fysiske og følelsesmæssige forandringer.

Ikke alle oplever mærkbare symptomer, men forståelsen for disse hormonelle forandringer og deres potentielle virkninger kan hjælpe folk med at søge den passende lægehjælp og indføre livsstilsændringer for at håndtere eventuelle symptomer og risici.

Overgangsalder og graviditet

Det er sværere og sværere at blive gravid, jo ældre du bliver. Det hører man ofte, og der er sandhed i den udtalelse. Det betyder dog ikke, at du ikke kan blive gravid. Optakten til overgangsalderen kaldes for perimenopausen. Det er årene, der leder op til din sidste menstruation, og her kan du stadig blive gravid. I perimenopausen bliver din ægløsning ofte uforudsigelig, og dit østrogen- og progesteronniveau bevæger sig op og ned som en rutschebane. I disse år udløser dine æggeledere stadig æg til befrugtning, og det betyder, at du stadig kan blive gravid op til overgangsalderen – i perimenopausen.

Den internationale betegnelse for “for tidlig overgangsalder” er Primary Ovarian Insufficiency (POI), og det rammer ca. 2 procent af kvinder under 40 år i Danmark. Lider man af for tidlig overgangsalder, følger ufrivillig barnløshed ofte med. Muligheden for at blive gravid afhænger i høj grad af årsagen til den tidlige overgangsalder. En forudsætning for at blive gravid er, at kvinden har ægløsning. Op til halvdelen af kvinder med for tidlig overgangsalder oplever spontan ægløsning, hvilket betyder, at i tilfælde af spontan ægløsning og ubeskyttet samleje omkring ægløsningstidspunktet, vil 5-10% opnå spontan graviditet, vurderer Rigshospitalet.

I dag eksisterer mange forskellige behandlinger af ufrivillig barnløshed. Ønsker du at blive gravid, bør du henvises til fertilitetsbehandling, når ønsket om graviditet er stort nok. Hos Babyplan kan du læse meget mere om fertilitetsbehandling. Vi har en masse artikler, guides, undersøgelser og produkter, der kan hjælpe dig på vej til at blive gravid, selvom du er i perimenopausen. Find al vores indhold om fertilitetsbehandling lige her.

Overgangsalder hos kvinder

Hos kvinder er overgangsalderen perioden omkring din sidste menstruation – også kaldet klimakteriet. Når du ikke har haft menstruationer i et år, er du i menopause. Forandringerne og symptomerne, du oplever i overgangsalderen, skyldes, at dine æggestokke holder op med at danne det kvindelige kønshormon, østrogen.

Det er typisk omkring år 45-55, at du som kvinde vil kunne mærke overgangsalderen. Nogle år før du får den sidste menstruation, er hvornår overgangsalderen starter. I perimenopausen vil du begynde at mærke symptomer på overgangsalderen, og hvad der medfølger af ændringer kropsligt og følelsesmæssigt. Nogle af symptomerne på overgangsalderen kan være blødningsforstyrrelser og hedeture. Det er forskelligt hos kvinder, hvor tydelige symptomerne på overgangsalderen vil være, og nogle vil opleve symptomer i så slem grad, at de har behov for behandling.

Har kvinden fået livmoderen fjernet før overgangsalderen, får hun stadig symptomer på overgangsalderen i samme grad som andre kvinder. Hvis æggestokkene ikke fjernes ved operationen, beholder de deres normale hormoner, og kvinden får først symptomer på samme tidspunkt som hos andre kvinder.

Overgangsalder hos mænd

I perioden omkring 40-50 år kan mænd opleve en tilstand, som er meget lig kvindens oplevelse. Mændenes overgangsalder kaldes for andropause, og det gælder for begge køn, at der sker en nedgang i kønnets dominerende hormon – hos mændene er det derfor testosteronniveauet. Hos mændene kendetegnes overgangsalderen typisk ved gradvise forandringer af kroppen ledsaget af en ændring i holdninger og stemningsleje, træthed, energiniveauet, seksuel lyst og fysisk kapacitet.

Derudover har studier vist, at et dette fald i testosteron i overgangsalderen hos mænd kan medføre en risiko for andre helbredsproblemer som eksempelvis hjertesygdom og en svaghed i knoglerne.

Optakten til andropausen hos mænd strækker sig typisk over flere årtier, hvor de fysiske symptomer kommer gradvist og i etaper – i modsætning til kvindernes menopause, som typisk opstår over få år. Der er flere faktorer, som kan medvirke til at igangsætte andropausen hos mænd. Holdninger, psykisk stress, alkohol, kvæstelser, operationer, medicin, fedme m.m. kan blandt andet medføre en nedgang i niveauet af testosteron, som vil igangsætte andropausen. Ligesom hos kvinder er det svært at forudsige, hvornår disse symptomer på overgangsalder starter, hvor slemme de er, og om der opstår et behov for behandling af symptomerne.

Behandling af symptomer i overgangsalderen

Symptomerne hos mænd og kvinder er forskellige, og der er derfor forskellige behandlingsmuligheder. Fælles for disse behandlingsmuligheder er dog, at målet er at nedbringe eller fjerne generne for personen, der oplever disse symptomer i overgangsalderen. Det er forskelligt fra person til person, om behandling af symptomerne i overgangsalderen er nødvendig, og nogle oplever symptomer i en grad, hvor behandlingen ikke er nødvendig.

Der findes nogle metoder til at behandle symptomerne i overgangsalderen, som du selv kan benytte dig af uden lægehjælp. Du bør dog opsøge lægehjælp, hvis dine gener bliver forværret og påvirker din livskvalitet negativt. Det kan eksempelvis være problemer med slimhinderne og sexlivet, hedeture eller dårlig nattesøvn, som bliver påvirket. Hvis du bløder oftere, end du plejer, bør du også kontakte din læge.

Tips til kvinder

Der findes en række tips til kvinder, der kan hjælpe med at behandle overgangsalderen, du selv kan prøve af, før der tages mere drastiske metoder i brug. Det er enkle forslag, som du selv kan prøve:

  • Brug lag-på-lag tøj, hvor du kan tage tøj af og på, så du kan regulere din kropstemperatur hurtigt og nemt.
  • Hold dit soveværelse køligt. Det er en generel anbefaling for at få en god nattesøvn, at dit soveværelse skal være mørkt og køligt, men det er også en anbefaling direkte til at behandle overgangsalderen.
  • Undgå provokerende faktorer, der kan udløse symptomerne i en kraftigere grad. Det kan være ting som kaffe, alkohol, stærk mad, stress og varmt klima.
  • Du kan finde en masse forskellige naturpræparater, der hævdes at hjælpe mod symptomer i overgangsalderen. Generelt er effekten ikke blevet bevist, men du kan prøve dig frem og se, om du synes, du oplever en effekt.
  • Mindfulness og meditation. Oplever du psykiske problemer, kan det hjælpe at bruge nogle minutter om dagen på at øve mindfulness og meditation.
  • Du kan finde håndkøbspræparater mod tørre slimhinder i skeden. Det kan være en creme eller stikpiller, der skal føres ind i skeden. Det er ofte noget, som skal bruges nogle gange om ugen, men det kan være, det hjælper dig, hvor du slipper for at gå til lægen.
  • Brug glidecreme til samleje. Det er en nem måde at få nydelsen tilbage i samlejet.

Tips til mænd

I mandens overgangsalder, andropausen, kan han også føle en række ubehagelige symptomer, som der findes effektive og naturlige måder, som han selv kan lindre symptomerne i overgangsalderen på. Det er naturlige forslag, men de kan kræve nogle livsstilsændringer, som kan kræve noget arbejde at få implementeret:

  • Ændringer i kosten. En kost rig på frugt, grøntsager, fuldkorn og proteinkilder som fisk, kylling og nødder kan hjælpe med at nedbringe symptomerne i overgangsalderen. Undgå eller begræns derudover indtaget af koffein, alkohol, da disse kan forværre symptomer som humørsvingninger og søvnforstyrrelser.
  • Fysisk aktivitet. Regelmæssig motion spiller en utroligt vigtig rolle i din generelle sundhed, og det hjælper også meget på at lindre overgangsalderens symptomer. Det kan hjælpe med at reducere stress, forbedre søvnkvaliteten og styrke knogler og muskler. Vælg en aktivitet, som du nyder, som eksempelvis gåture, svømning, cykling eller yoga. Sæt et mål på mindst 30 minutters motion de fleste dage om ugen.
  • Stresshåndtering. Stress er en faktor, som kan forværre symptomerne markant hos mænd i overgangsalderen. Det kan hjælpe dig at lære stresshåndteringsmetoder som meditation, dybe vejrtrækninger, mindfulness eller en hobby, der giver dig glæde og afslapning.
  • Søvnhygiejne. God søvn er afgørende for dit velvære og energiniveau. Skab en rutine ved at gå i seng og stå op på samme tid hver dag, undgå skærme og koffein før sengetid og hold soveværelset køligt, mørkt og stille for at forbedre din søvnkvalitet.

Konklusion

Nogle af symptomerne i overgangsalderen forsvinder med årene, men der er symptomer som tørre og sårbare slimhinder i underlivet, der ikke bliver bedre med tiden. Der findes dog behandlinger hos lægen eller hormonfrie præparater, der fås i håndkøb, som kan have god effekt. Overgangsalderen har sin effekt på din krop og din mentale tilstand, som du skal være opmærksom på og vide, hvordan du skal møde det. Gør du det, og er du villig til at snakke om det, kan du nedbringe symptomerne både i perimenopausen og menopausen markant, før de bliver et problem.

Graviditeten bliver sværere med årene, men du kan stadig blive gravid, så længe du får ægløsning – også spontan ægløsning. Der findes mange former for fertilitetsbehandling, og du er ikke i overgangsalderen, før der er gået 12 måneder, hvor du ikke har haft din menstruation. Følg med hos Babyplan, hvis du ønsker at blive gravid eller er interesseret i fertilitet eller graviditet.