Vicki blev mor og englemor på bare to dage

TEMA | Svært at blive gravid

Babyplan har mødt 6 forskellige kvinder, der alle drømmer om at blive mødre. For nogle lykkedes det efter lidt venten. Andre har oplevet at miste, mens andre igen har oplevet gentagne aborter, eller at der endnu ikke er kommet to streger på graviditetstesten. Fælles er, at det er kvinder i den fødedygtige alder, men ingen af dem havde forventet, at det skulle være så svært. Til sidst har vi mødt en kvinde, som både er mor og englemor. Hun savner større åbenhed og mindre berøringsangst, når man mister.

Læs alle artikler i serien her

Vicki Broch blev mor og englemor, da hun fødte sine tvillingedrenge alt, alt for tidligt. Siden har sorgen og angsten for endnu en mislykket graviditet fulgt hende som en ufrivillig følgesvend. I dag ønsker hun større åbenhed og mindre berøringsangst om det at miste.

De har oplevet det værste og det bedste inden for få dage. Liv og død. Den 20. august 2018 bliver Vicki Broch og hendes mand forældre til to små tvillingedrenge. Men kun to døgn efter må de sige farvel til lille Elias, mens hans bror Yonas stadig kæmper for livet.

Vicki Broch var gravid med tvillinger. Men ved en rutinescanning opdager lægerne, at hendes livmoderhals er alt for kort. Da hun kun er kun 25 uger henne, bliver hun indlagt akut. Men her er det for sent. Da Vicki er 25+6 bliver hun mor til Elias på bare 692 gram og Yonas på 785 gram. Kort før fødslen har lægerne advaret Vicki og hendes mand om risikoen ved en alt for tidlig fødsel: I uge 25 vil 50 procent overleve, og af de 50 procent, som overlever, vil halvdelen få forskellige former for handicap.

En kamp for livet

Elias og Yonas kommer i kuvøse, og her bliver de første dage skæbnesvangre. Elias bliver kun to dage gammel, før den lille krop giver op. Imens kæmper Yonas – som lægerne vurderede var værst stillet fra fødslen – time for time for livet. Først efter fem lange og svære dage må Vicki og hendes mand holde Yonas for allerførste gang. Det bliver siden til mange uger i kuvøsen uden at kunne holde og nusse.

Den nybagte familie sidder pludselig i en situation, som bliver alt andet, end det de havde forventet. De skal planlægge begravelse, alt imens de forsøger at holde sammen på sig selv – for hvad sker der nu med Yonas.

”Da vi mister, får vi tilbudt psykologhjælp på hospitalet, men vi er jo hele tiden i alarmberedskab, fordi Yonas ligger i respirator og er så lille og alene der i kassen. Vi kan slet ikke overskue at gå fra ham i bare en time. Vi er nødt til at være helt tæt på ham,” fortæller Vicki Broch.

Vicki Brochs forældre og søster støtter dem gennem den svære tid. De pendler mellem deres hjem og hospitalet i Odense og sørger for at tage sig af alle de praktiske ting omkring begravelsen.

99 dage på hospitalet

Vicki, hendes mand og Yonas bor i 99 dage på hospitalet. 99 dage med sorg, angst og frygt med flere ’close calls’. Yonas får to hjerneblødninger. Der er en høj risiko for, at han er nyresyg, og lægerne mener, at han måske skal have en hjerteoperation. Yonas øjne er heller ikke udviklet, som de skal.

Trods alle odds kommer Yonas sig. Han er i dag 4 år og har mirakuløst ingen mén. De skæbnesvangre dage på hospitalet har dog sat dybe spor i Vicki. Da hun er på barsel med Yonas, kæmper hun samtidig med sorgen over Elias, og da hun er kommet tilbage på arbejde, får hun en efterreaktion og bliver sygemeldt.

”Det gør ondt og føles uretfærdigt at vi skulle miste Elias. Jeg er f.eks. med i nogle terminsgrupper på Facebook, og hvis jeg ser nogle lave opslag om, at de venter tvillinger, så blokerer jeg dem med det samme. Og er det to drenge, er det næsten endnu værre. Det kan jeg ikke være i.”

Svært at være gravid igen

Vicki har altid drømt om flere børn, men efter fødslen, kan hun slet ikke forestille sig at være gravid igen. Hvis hun skal have flere børn, skal der helst gå lang tid: 3-4 år mindst! Men allerede to år efter bliver hun mor til lille Sofia.

”Havde du spurgt mig to måneder før, jeg blev gravid, havde jeg sagt: Nej, det er jeg slet ikke klar til. Men jeg har jo aldrig tænkt, at vi kun skulle have et barn. Ønsket om flere børn kom jo hurtigt igen i takt med at Yonas voksede, og det gik godt med ham. Jeg vidste jo også godt, at det nok ikke ville blive nemmere for mig at vente i 3-4 år.”

Det bliver som forudset en graviditet, som er præget af angst. Vicki får dog støtte i en sorggruppe fra hospitalet. Hun får en jordemor som følger hende tæt, får ekstra mange scanninger og bliver sygemeldt under graviditeten.

”Jeg er så angst for at miste. Jeg lægger mærke til alle kroppens signaler. Jeg føler jo, at alt kan gå galt. Jeg får scanninger hver uge, og når jeg har lidt mere ro på, går der 14 dage. Men især uge 23, 24 og 25 er rigtig svære. Det samme er ugerne lige efter. Først i uge 34 kan jeg begynde at ånde lettet op, og så stopper vi med scanningerne. Jeg får også lov til at blive sat i gang på terminsdagen, fordi risikoen igen stiger, hvis man går over tid.”

Sofia er heldigvis en sund og rask pige på 3200 gram, og alt går lige som Vicki kunne drømme om. I dag er Vicki blevet gravid igen. Men også denne gang er der mange bekymringer – ikke mindst fordi Vicki har ondt i sit bækken.

”Hvor der sidste gang var et kæmpe kaos i mit hoved med angst, kan jeg mærke, at jeg har mere ro på, fordi det jo gik godt med Sofia. Men jeg har mange bekymringer omkring mit arbejde på skolen. Der er ikke mange muligheder for at sætte sig ned i løbet af dagen. Kort før jeg blev indlagt med tvillingerne, gik jeg op ad alle trapperne på Møns Klint. Det sidder stadig i mig, om det i virkeligheden var dét, som satte fødslen i gang.”

Opgør med berøringsangst og tabu

På grund af tabet af Elias har Vicki skullet arbejde med sig selv. For som hun siger: ”Andres kampe er jo ikke mindre værd, fordi jeg har oplevet noget, som er værre.” Samtidig oplever hun, at hun har fået mange velmenende kommentarer, som i virkeligheden har gjort hende meget ked af det:

”Jeg har oplevet folk sige: ”Så var det godt I havde to.” eller ”Det gik jo godt – hvor heldigt at Yonas overlevede.” Men man siger jo heller ikke til en, der lige har mistet sin mor. ”Så er det godt, at du stadig har din far.””

Vicki vil også gerne komme med et opråb til alle de kvinder, som er eller bliver gravide. Efter selv at have oplevet det værste mareridt, er det gået op for hende, hvor mange kvinder der rent faktisk mister. Faktum er nemlig, at 15-20% af alle graviditeter, hvor kvinden har opdaget, at hun er gravid, ender i spontan abort.

”I Danmark har vi en slags uskreven regel om, at vi først må annoncere en graviditet, efter vi har været til nakkefoldsscanning, for hvis nu … Der er så meget tabu, skyld og skam. Men jeg forstår faktisk ikke rigtig, hvorfor man skal holde det hemmeligt. Graviditetstab sker for så utrolig mange. Jeg kender selv mange kvinder, som har været igennem det. Og hvis man mister, så må det da være rart at omverdenen ved, at man er igennem en hård periode lige nu og kan støtte en.”

”Jeg har det også lidt svært ved, at man på sociale medier får et helt forvrænget billede af, at alle bliver gravide i første forsøg. Det er sjældent så rosenrødt, som det ser ud. Forleden var der en i min terminsgruppe, der skrev. ’Er det virkelig kun mig, der ikke nyder min graviditet’ – det var så befriende,” siger Vicki Broch.

Ringen er sluttet

I årene efter Vicki havde mistet, fejrede hun kun Yonas fødselsdag. Det var for svært at tage på kirkegården sammen med Yonas. I dag tager de sammen op til Elias og hilser på ham i dagene før eller efter, de har fejret Yonas.

”I starten ville jeg kun derop alene. Nu synes jeg, det er hyggeligt og smukt at have Yonas med, og jeg får ofte varme følelser. Han har også nået en alder, hvor han er begyndt at sætte ord på det at have en bror. F.eks. kan han sige: ’Ej, jeg lavede sådan en høj bold i dag, mon Elias kan nå den’ eller ’Tror du Elias kan se os nu’.”

Hvordan har det været at finde ud af, at I skal have en dreng til januar? 
”Uha … Det har været meget rørende. …. Det giver rigtig meget mening for os at få en dreng. Jeg vil så gerne give Yonas en bror her i livet, nu hvor Elias ikke kan være her. Der giver på en eller anden måde bare rigtig god mening for os.”

3 gode råd, når nogen mister


Vicki Broch vil gerne have en større åbenhed og mindre berøringsangst omkring det at miste. Derfor giver hun her 3 gode råd.

1. Vær ikke bange for at tale om det


Det gør mig ikke mere ked af, at andre nævner Elias. Jeg er allerede ked af det. Tværtimod hjælper det at tale om ham og især under en graviditet som nu, hvor det hele kommer op igen og i perioder fylder meget – især omkring uge 25, hvor jeg fødte.

Der er meget få, der nævner Elias. Det stoppede ret hurtigt. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at spørge. Det er længe siden, og folk tænker måske slet ikke over det, men det ville faktisk være rart, hvis nogen turde spørge.

2. Lad være med at prøve at være positiv

Du behøver ikke finde på noget positivt at sige, som: ”Så var det godt I havde to – tænk på dem, som kun har en”. Bare sig, at du er ked af det, og vær der for personen. Alt det andet gør bare en vred og ked af det.

3. Anerkend, at den du står over for, er blevet mor

Lige meget om man får et levende barn med hjem eller ej, så er man blevet mor. For mig er det rart, at nogle husker Elias – det er næsten værre, at ingen taler om ham mere. Jeg bliver også glad, når min søster har været forbi og lagt blomster på kirkegården.

3 produkter fra Babyplan, som Vicki har brugt

Jeg er nok et testmonster – for jeg er så nysgerrig


Jeg tester rigtig meget, når jeg er gravid, fordi jeg er så nysgerrig. Med Sofia testede jeg positiv 3+3 og gik bare og ventede og testede, om hun blev ’hængende’. Jeg lavede en gang en afstemning på Instagram om, hvor mange test folk tog. Resultatet var fifty-fifty. Men jeg har virkelig svært ved at tro på, at nogen KUN tager én graviditetstest og ringer til lægen. Hvem gør det?


Ret praktisk at vide, hvornår man har ægløsning 


Med tvillingerne blev jeg gravid i 2. forsøg og med vores datter var det i første forsøg. Her i min tredje graviditet gik der 9 måneder. Det følte jeg var virkelig lang tid, men det er jo faktisk helt normalt.

Jeg har brugt ægløsningstest hver gang. Jeg synes, det giver rigtig god mening at tracke, for ægløsningen kan jo variere fra måned til måned. Det er jo ærgerligt at spilde tiden, hvis man gerne vil være gravid, og det er jo ikke sådan, at man har uanede muligheder, når man har børn i forvejen. Tit falder man jo i søvn, når man putter dem, og så er jo lidt ærgerligt at misse chancen.

Måske er Babyplan fertilitetsgel slet ikke så tosset


Vi har også brugt Babyplans fertilitetsgel en gang. Den skulle gøre det lettere for sædcellerne at bevæge sig effektivt frem for at befrugte ægget og skulle derfor maksimere chancen for at blive gravid. Det var faktisk lidt pudsigt, for lige præcis den gang, vi brugte det, var faktisk den måned, vi blev gravid her tredje gang. Og ja, der havde vi jo forsøgt i 9 måneder.